Afskaffelse af revisionspligt

Der har været røster fremme med forslag om afskaffelse af revisionspligten i mindre virksomheder. Vi i Jydsk Front kan kun støtte dette forslag som vil fjerne meget af den unødvendige administration som små og mellemstore virksomheder oplever. Opretholdelse af revisionspligten vil blot bibeholde et klart konkurrenceforvridende element til fordel for det store multinationale selskaber.

I mange tilfælde vil indehaveren af de mindre virksomheder kun have en relativt begrænset regnskabsmæssig indsigt og er derfor nødt til at bruge uforholdsmæssigt meget tid på at tage stilling til bogføring af sorte penge, private udlæg mv. hvor de store koncerner har regnskabsfolk ansat til at tage sig af bl.a. dette. Hos mange indehavere kan interessen for regnskabsaflæggelsen desuden ligge på et meget lille sted da deres interesse primært ligger i driften af deres virksomhed og salg af deres produkt og ikke den medfølgende administration som i stort omfang kun er et nødvendigt onde.

Afskaffelsen af revisionspligten vil således give ejerne af de små virksomheder mere tid til at tjene penge i stedet for at bruge unødig tid på administration. Ydermere giver en afskaffelse i større omfang revisorerne mulighed for at assistere med behandlingen af de omtalte transaktioner da de således ikke længere efterfølgende skal erklære sig herom. Dette vil således være til gunst for alle parter og uden negative konsekvenser, hvorfor vi i Jydsk Front kun kan støtte dette forslag.