Sport

Jydsk Front sponsorerer Sønderjysk Mesterskab

Det er med stor fornøjelse at Jydsk Front kan bekræfte sponsoratet Sæson 33's Sønderjyske Mesterskab i Hattrick Sønderjylland. Et solidt felt på 36 hold stiller til start når startskuddet lyder til første runde lyder onsdag d. 5. september.

Tour de France

Det årlige rullende dopingcirkus fortsætter med uformindsket styrke. Rytterne holder i kø for enten at forlade løbet på en dopingmistanke eller til at udtale sig uforstående overfor de førstnævnte. Retssikkerheden blev parkeret ved startlinjen og forventes ikke afhentet foreløbigt - beviser er rare, men mistanke kan også bruges i mangel på bedre.

Afskaffelse af straffesparkskonkurrence

Straffesparkskonkurrence er ofte blevet kritiseret for ikke at være retfærdig og have en stor grad af held involveret. Derfor mener vi det er på sin plads at stille forslag om at rette op på dette, så vi kan få kampene afgjort på en retfærdig måde. Løsningen er naturligvis ganske åbenlys: Ølstafet.

FIFA præsident Sepp Blatter

FIFAs præsident Sepp Blatter har endnu engang været fremme med forslag til hvordan fodboldspillet, efter hans opfattelse, kan forbedres. Denne gang er det afgørelse ved straffesparkskonkurrence han har set sig sur på. Allerede i samme åndedrag lykkedes det ham dog på glorværdig vis at skyde sig selv i foden. På den ene side vil han have afskaffet straffesparkskonkurrencen som efter hans opfattelse er en tragedie, men samtidig fremturer han også med forslag om at forhindre uafgjorte kampe - netop ved at indføre straffesparkskonkurrence ved uafgjort.

Legalisering af Doping

Anvendelsen af dopingmidler har gennem tiden givet anledning til megen debat og store summer er blevet investeret i metoder til sporing af disse og metoder til at undgå sporing. I Jydsk Front mener vi det nu må være på tide at sætte en stopper for dette vanvid og legalisere systematisk anvendelse af doping.

Ved at forbyde doping gøres sportsudøverne i stor stil til sorteper, da det nu ikke længere er nok at vinde konkurrencen men også kræver en god portion held i dopingkontrollen. Når doping i stedet legaliseres kæmper alle på lige vilkår og vinderen af en konkurrence kan afgøres på målstregen og ikke gennem a og b-prøver i laboratoriet flere måneder efter. De penge som bliver investeret i sporten vil desuden kunne anvendes direkte til sportslig udvikling og ikke til at forske i muligheder for at omgå reglerne.

Udgiv indhold