Tour de France

Det årlige rullende dopingcirkus fortsætter med uformindsket styrke. Rytterne holder i kø for enten at forlade løbet på en dopingmistanke eller til at udtale sig uforstående overfor de førstnævnte. Retssikkerheden blev parkeret ved startlinjen og forventes ikke afhentet foreløbigt - beviser er rare, men mistanke kan også bruges i mangel på bedre.

I betragtning af de seneste års gentagne dopingtilfælde kan de undre at der ikke i feltet findes hold sponsoreret af medicinalindustrien. Tour de France er på alle måder en udstilling af det ypperste medicinalindustrien kan præstere og samtidig består feltet af et bredt udsnit af målgruppen. EPO og Testosteron er allerede almindelig kendt ikke blot blandt brugerne men også blandt tilskuere og seere, men endnu er der ingen der har formået at brande deres produkt og her ville et hold-sponsorat gøre underværker.

Alberto Contador har fået den gule trøje foræret efter Michael Rasmussens exit. Contador var en af de ryttere der var indblandet i den spanske dopingsag Operacion Puerto, men har udtalt at han blot var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det kan derfor undre at Contador får lov at fortsætte i Touren når hans forseelse svarer til Michael Rasmussens: At være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?!

Farcen i cykelsporten fortsætter og ser ikke ud til at stoppe foreløbigt. I mellemtiden bruger både journalister og politikere flittigt tiden på at bringe sig selv i fokus i en blodrus der ville gøre selv vikingerne misundelige. Doping har gennem mange år været en integreret del af cykelsporten uden at det har ødelagt underholdningsværdien. Det som ødelægger underholdningen er de konstante dopingomtaler og den konstante usikkerhed om en rytter nu kommer igennem den næste etape uden dopingmistanke. Løbet er blevet sekundært i forhold til dopingen.

Re: Tour de France

Cykelsporten er en farce i øjeblikket. Rytternes retssikkerhed er ikke-eksisterende på trods af at hele feltet i større eller mindre omfang får doping ind med vandflasken. Vinderen er ikke den der er bedst til a cykle, men den der er mest heldig i dopingkontrollen..